Gå til sidens indhold

Grundlæggende guide til ferie

Den basale ret til 5 ugers ferie gælder alle lønmodtagere. Men arbejdsgiver har også rettigheder - blandt andet til at placere din ferie, hvis det er i virksomhedens interesse.

Scanstockphoto Image 1826518

Ny ferielov

Den nye ferielov træder fuldt i kraft 1. september 2020.

Læs mere om:

Sammenhængen mellem den gamle og den nye ferielov 

Om sommerferie 2020

Om efterårsferie 2020

  • Din ret til ferie

    Du har altid ret til 25 dages ferie - uafhængigt af, om du har optjent ret til betalt ferie. Hvis du ikke er i job, kan du altså stadig holde ferie, du får bare ikke løn.

    Du kan have ret til feriedage ud over de 25, hvis du er på en individuel kontrakt, eller din arbejdsplads har indgået aftaler om det.

    Du optjener 2,08 feriedage om måneden 

    Fra 2020 løber ferieåret fra 1. september til 31. august året efter, og du optjener hver måned 2,08 feriedage med løn, som du kan afholde løbende i ferieåret - plus fire måneder frem. Det vil sige, at al ferien skal være afholdt senest når kalenderåret slutter.  

  • Arbejdsgiver kan placere din ferie - med varsler

    Arbejdsgiver har ret til at placere din ferie, så det er bedst for virksomheden, fx med kollektiv ferielukning.

    Men ofte vil det være en dialog, hvor arbejdsgiver så vidt muligt tager hensyn - fx hvis du har børn og ønsker at holde ferie i skolesommerferien.

    Hovedferie og restferie

    De 5 ugers ferie er opdelt i 3 ugers hovedferie og 2 ugers restferie.
     
    Du har krav på at kunne holde 3 ugers sammenhængende ferie i perioden 1. maj - 30. september (hovedferien).

    Hvis arbejdsgiver bestemmer, hvornår ferien skal placeres, skal du have besked med mindst 3 måneders varsel.
     
    De to ugers restferie kan arbejdsgiver placere når som helst i ferieåret. Benytter arbejdsgiver sin ret, skal du have besked med mindst 1 måneds varsel.

  • Du kan overføre ferie

    Hvis du ikke har afholdt nogle af dine 5 ugers ferie inden for ferieårets afholdelsesperiode, vil de første fire uger blive overført til den efterfølgende afholdelsesperiode.

    Den femte ferieuge vil samtidig automatisk blive udbetalt - med mindre du aftaler noget andet med din arbejdsgiver. 

  • Når du forlader arbejdsmarkedet
    Hvis du forlader din stilling for helt at forlade arbejdsmarkedet, kan du få alle dine feriepenge udbetalt. Det gælder fx, hvis du rammes af sygdom og skal på førtidspension, eller hvis du går på pension.
    Du skal være opmærksom på, at du ikke kan få dine feriepenge udbetalt, hvis du skal på efterløn eller dagpenge. I de tilfælde får du feriepengene på Feriekonto og kan hæve dem, når du holder ferie (der vil ske modregning i efterlønnen/dagpenge).

Har du brug for hjælp eller spørgsmål til reglerne om ferie, er du altid velkommen til at kontakte ADO på telefon 3871 0888 eller mail ddd@ddd.dk.