Gå til sidens indhold

ISO Dyrlæge

ISO Dyrlægen er en frivillig certificeringsordning under Den Danske Dyrlægeforening. Som medlem af ISO Dyrlægen er dyreklinikkerne og dyrehospitalerne certificeret i kvalitetsledelse efter ISO 9001-standarden.

forsideassistent.jpg

Hovedformålet med ISO Dyrlægen er at sikre, at arbejdsgange kvalitetssikres og effektiviseres, så der er mest mulig tid til det vigtigste – dyrlægens behandling af dyret. Samtidig er der fokus på kommunikation, så du som dyreejer tages med på råd i beslutningen om dyrets behandling.

Certificering gennem ISO Dyrlægen kræver, at der er visse obligatoriske krav til dyreklinikker og dyrehospitaler, som er opfyldt. Samtidig skal der arbejdes aktivt med løbende forbedringer af patientsikkerhed, kvalitet, kundetilfredshed og sikring af god medarbejdertilfredshed.

Nyt fokusområde hvert år

Hvert år udpeges et fokusområde, som der er særlige tiltag omkring.

Det har tidligere være journalføring, så hver patient har en fyldestgørende journal, og det er nemt for en anden dyrlæge at overtage patienten.

Antibiotika har også været et fokusområde. Alle certificerede dyreklinikker og –hospitaler har en politik for anvendelsen af antibiotika i forbindelse med behandlingen af patienterne. Dette er bl.a. for at tage hensyn til resistensproblematikken.

Det aktuelle fokusområde er hygiejne, som ligger i naturlig forlængelse af minimering i brugen af antibiotika. Fokus er på, hvordan løbende forbedringer af hygiejnen kan sikres, og hvad man som dyreejer selv kan gøre, når man får sin hund, kat eller andre kæledyr med hjem fra dyrlægen.

Læs mere om ISO Dyrlægen

Vil du høre mere om, hvorfor nogle dyreklinikker og dyrehospitaler vælger at blive frivillig certificeret gennem ISO Dyrlægen, kan du kontakte ISO Dyrlægens Hovedkontor (send en mail til ISO Dyrlægen).

Du kan læse mere om ISO Dyrlægen og se de godkendte ISO Dyrlæger på www.iso-dyrlaegen.dk