Gå til sidens indhold

Velkommen til mere kyllingevelfærd

Dyrlægeforeningen glæder sig over udsigten til et dyrevelfærdsmærke for dansk kyllingekød.

 

Dyrlægeforeningen glæder sig over udsigten til et dyrevelfærdsmærke for dansk kyllingekød. Efter et år med dyrevelfærdsmærker på svinekød er der nu hjerter på 25 pct. af svinekødet i butikkerne. Den udvikling giver plads til nye produkter – i første omgang kyllingekød.

- Det er meget positivt, at forbrugerne har taget så godt imod dyrevelfærdsmærket for svinekød, at det nu er muligt at omfatte kød fra kyllinger, siger Carsten Jensen, formand for Den Danske Dyrlægeforening.

Præcist hvad der skal til, for at kyllingeopdrættet opfylder kravet om bedre dyrevelfærd, er ikke helt på plads, men der er fastlagt nogle minimumskriterier, som landmanden skal opfylde for at få dyrevelfærdsmærket.

Et hjerte betyder bl.a., at kyllingerne tilhører en langsommere voksende race, de har haft mere plads, kortere transporttid til slagtning, og der ydes en øget indsats mod trædepudesvidninger. To hjerter betyder endnu mere plads og tildeling af grovfoder eller beskæftigelses-materiale. Tre hjerter betyder, at der oveni de øvrige kriterier også tilbydes et attraktivt udeareal for kyllingerne.

- En fælles indsats fra alle interessenter er nødvendig for, at mærket skal blive en succes, siger Carsten Jensen. 

- Og her spiller forbrugerne en meget vigtig rolle. Det er nemlig i sidste ende forbrugerne, der ved at vælge produkter med dyrevelfærdsmærket er med til at fremme større dyrevelfærd for vores produktionsdyr.

Den Danske Dyrlægeforening har siddet med i arbejdsgruppen, der har udformet kriterierne for det nye dyrevelfærdsmærke for kyllingekød.

Yderligere oplysninger hos formand for den Danske Dyrlægeforening, Carsten Jensen: 27 80 17 24