Gå til sidens indhold

Feriefridage/6. ferieuge

Rigtig mange lønmodtagere har ret til 5 feriefridage - også kaldet den 6. ferieuge - ud over de 5 grundlæggende ferieuger.

COLOURBOX1916822.jpg

Når du er ansat i det offentlige, har du ret til 5 betalte feriefridage.

Ansatte i klinisk praksis har også ret til 5 betalte feriefridage.

Er du ansat i en privat virksomhed, vil det fremgå af eventuel overenskomst eller individuel kontrakt. 

  • Hvilke regler gælder for ansatte i staten?

    Ansatte i staten optjener ret til 5 særlige feriedage (den 6. ferieuge).

    Som udgangspunkt afvikles de særlige feriedage efter aftale mellem din arbejdsgiver og dig. Dine ønsker til placering skal imødekommes, med mindre det er uforeneligt med tjenesten.
     
    Hvis arbejdsgiver bestemmer, hvornår du skal holde dine feriefridage, skal du have mindst en måneds varsel.

    Feriedage, der ikke er afviklet 

    Er de særlige feriedage ikke afviklet ved ferieafholdelsesperiodens udløb, skal arbejdsgiveren af egen drift udbetale kontant godtgørelse til den ansatte, med mindre der er indgået aftale om overførsel af dagene til et senere ferieår.
     
    Som ansat kan du aftale med arbejdsgiveren, at de særlige feriedage ikke afvikles, men i stedet udbetales kontant ved ferieafholdelsesperiodens udløb.
     
    Ved fratrædelse af din stilling, skal resterende særlige feriedage udbetales kontant.

  • Hvilke regler gælder for ansatte i kommuner og regioner?

    Som ansat i en kommune eller en region har du ret til en 6. ferieuge (5 feriefridage).

    Fra september 2020 kan du selv bestemme, hvornår de skal ligge inden inden for ferieårets 16 afholdelsesmåneder med mindre arbejdets udførelse forhindrer det.

    Du skal aftale med din arbejdsgiver, hvornår dagene holdes. Ellers har arbejdsgiver ret til at bestemme, hvornår dagene skal afholdes.

    Hvis du ikke ønsker at holde fri, kan dagene i stedet udbetales, når afholdelsesperioden udløber 31. december året efter.

    OBS!
    Husk i forhold til din arbejdsplads:
    • Der kan være frister for, hvornår du skal give din besked, hvis du ønsker dagene udbetalt. 
    • Giv besked, så tidligt som muligt, hvis du ønsker at holde fri på dagene.
    • At dagene skal udbetales, hvis arbejdsgiveren forhindrer, at de kan afholdes.
    • At dagene overføres til næste ferieår, hvis du selv undlader at afholde dagene.
    Fratræder du din stilling, uden at dagene er afviklet, udbetales de kontant.

Er du i tvivl om reglerne om feriefridage, kan du altid kontakte ADO på telefon 3871 0888 eller mail ddd@ddd.dk.