Gode råd til at forhandle løn i klinisk praksis
Bliver du ansat i klinisk praksis, er du overenskomstdækket, men du skal selv forhandle din løn. ADO sparrer gerne med dig. Og her er nogle råd og tips til din lønforhandling.
-
Begynd din forberedelse med at samle amunition
Din lønforhandling begynder et år før selve lønsamtalen. Du skal have overblik over dine arbejdsopgaver i året, der er gået. Og du skal have styr på, hvilke opgaver der ligger forude. Til sidst skal du bruge det i din argumentation under forhandlingen.
- Brug hele året til forberedelsen. Chefens billede af dig kan have afgørende betydning for. resultatet. Din chef kan sikkert ikke huske alt.
- Hav altid et "skufferegnskab" over både gamle og nye arbejdsopgaver, efteruddannelse, kurser mv.
- Gør dit arbejde synligt - også selv om du er den beskedne type.
- Notér altid dine tilfredse "kunder" og andre succeser ned.
- Husk også det, der er gået galt. Vær klar på at fortælle, hvordan du løste problemet.
- Klarlæg hvilke faglige og personlige kompetencer, du har brugt for at løse dine opgaver særlig godt. Er du fx mødestabil, engageret, initiativrig, omstillingsparat, eller serviceminded? Eller har du fået nye ansvarsområder, nået de opstillede mål eller efteruddannet dig?
-
Sæt mål for hvad du vil opnå ved forhandlingen
Forberedelse er afgørende. For at få det bedste resultat skal du gøre op med dig selv:
- Hvad skal dit lønudspil skal være?
- Hvilke andre ting vil du gerne opnå? (Find inspiration her)
- Hvordan prioriterer du dine ønsker?
- Hvilke resultater vil du fremhæve?
- Hvordan vil du gribe forhandlingen an?
-
Basisløn og tillæg
Dyrlæger ansat i klinisk praksis får en basisløn, der er aftalt i overenskomsten mellem ADO og DA. Oveni har du mulighed for at få tillæg, som aftales med din arbejdsgiver og afhænger af stillingens indhold og dine særlige kompetencer.
- Kvalifikationstillæg - kan fx begrundes med en særlig erfaring/uddannelse eller specielle relevante kompetencer.
- Funktionstillæg - hvis du skal udfylde en særlig funktion som fx teamkoordinator.
10 gode råd om forhandlingsteknik
- Kend din markedsværdi ved at have undersøgt hvad andre får i lignende stillinger (se ADOs lønstatistikker).
- Tjek hvad du med din ballast vil kunne få af løn i andre brancher.
- Nævn dine resultater, initiativer og kompetencespring.
- Brug få, men stærke argumenter. Din modpart vil angribe dine mindre stærke argumenter.
- Spørg ind til, hvad der konkret skal til, for at du kan forvente en yderligere lønforhøjelse, og lav en aftale.
- Foreslå lønstigning, men hav alternativer i baghånden i form af andre goder.
- Undgå trusler og at være ultimativ, med mindre du mener det. Et ultimatum er ofte sidste skridt på vejen til at skilles ad.
- Sørg for, at der bliver skrevet referat.
- Respekter forhandlingsresultatet, når I er i mål.
- Tjek guiden "Bliv din egen lønforhandler".
Du kan altid kontakte ADO for råd og vejledning om løn og forhandling.