Gå til sidens indhold

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Støtteforeningen for Ansatte Dyrlægers Organisation

Den 28. september 2019 blev der afholdt generalforsamling i Støtteforeningen for Ansatte Dyrlægers Organisation. Da der ikke var 2/3 af medlemmerne til stede, kunne forsamlingen ikke behandle de af bestyrelsen fremsatte to forslag til vedtægtsændringer.

Bestyrelsen for støtteforeningen har derfor besluttet – efter procedure fastlagt i vedtægterne – at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med fremsættelse af de samme forslag.

Mandag den 8.juni 2020 kl. 17.30, DDDs sekretariat, Peter Bangs Vej 30, 2000 Frederiksberg.

Dagsordenen er følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Forslag fra bestyrelsen om ændring af støtteforeningens vedtægter.

FORSLAG 1

Vedtægterne for ADOs støtteforening konsekvensrettes i forhold til vedtægterne for ADO. Med forslaget bringes støtteforeningens vedtægter i overensstemmelse med vedtægterne for ADO på følgende punkter:

  1. Frister for indkaldelse af generalforsamling og indsendelse af forslag til dagsordenen ensrettes med hele DDD (§9).
  2. Kravet om, at bestyrelsen eller 5 medlemmer opstiller kandidater, bortfalder (§11, stk. 2).
  3. Funktionsperioden for valg påbegyndes, når valgresultatet foreligger, fremfor 1. januar (§11, stk. 7).
  4. Der anvendes samme statsautoriserede revisor i hele DDD. Revisoren vælges af DDDs generalforsamling (§15).

Ændringerne træder i kraft, når forslaget er vedtaget og får virkning fra generalforsamlingen i 2020.

Se de konkrete forslag til vedtægtsændringer 

Begrundelse:

Ved strukturændringerne i 2016 blev de beskrevne ændringer gennemført i vedtægterne for ADO, uden at de samtidig blev gennemført i vedtægterne for ADOs støtteforening. Støtteforeningen er tilknyttet ADO, de to foreningers generalforsamlinger afholdes i tilknytning til hinanden, og det er derfor også hensigtsmæssigt, at der er ensartethed i bestemmelser omkring afholdelse af generalforsamling og valg.

FORSLAG 2

På ADOs generalforsamling den 28. september 2019 vedtog forsamlingen at ophæve fordelingen af medlemmerne i ADO i 5 valggrupper og dermed, at valg af medlemmer til ADOs bestyrelse sker ud fra valggrupperne. Som en konsekvens af, at valggrupperne dermed er ophævet, har bestyrelsen for støtteforeningen stillet forslag om at ændre støtteforeningens vedtægter, således at det fremgår at valg til støtteforeningens bestyrelse ikke sker ud fra valggrupper, men blandt alle medlemmer. Det er en del af forslaget, at bestyrelsen skal tilstræbes sammensat, så den består af repræsentanter for de forskellige arbejdsområder, som de tidligere valggrupper repræsenterede. Samtidig forslag om, at der fremover vælges 3 suppleanter, og at de vælges på generalforsamlingen for 1 år. Ændringerne træder i kraft, når forslaget er vedtaget, og får virkning fra valg ved generalforsamlingen i 2020.

Se de konkrete forslag til vedtægtsændringer 

Begrundelse:

Forslaget er en konsekvens af ophøret af de valggrupper, som var fastlagt i vedtægterne for ADO, og formålet er dermed at skabe ensartethed mellem ADOS og støtteforeningens vedtægter.

Vedtægtsændringerne i de to forslag kan vedtages med 2/3 flertal uanset antallet af fremmødte i henhold til støtteforeningens vedtægter § 16.