Du bliver afskediget
Det er aldrig sjovt at blive sagt op, og du skal kende dine rettigheder. Kontakt altid ADO, og lad os vejlede dig i en fyringssituation.
Ønsker din arbejdsgiver at afskedige dig, skal du kontakte sekretariatet på tlf. 3871 0888.
Hvad kan ADO gøre for dig?
- ADO kan sikre, at afskedigelsen sker efter reglerne.
- ADO kan hjælpe med at finde ud af, om afskedigelsen er rimeligt begrundet, om opsigelsesvarslet er korrekt, og om du eventuelt har krav på en fratrædelsesgodtgørelse.
- ADO kan - hvis du er ansat i det offentlige - skrive høringsbreve i forbindelse med opsigelsen (i samarbejde med dig).
- ADO kan hjælpe med at aftale visse vilkår for fratrædelsen.
Mange sager løser vi via telefon og mail, men i nogle tilfældekommer ADOs konsulent ud på arbejdspladsen og forhandler afskedigelse og vilkår med arbejdsgiveren.
Hvad skal der til for at du kan du blive sagt op?
En opsigelse skal være sagligt begrundet, enten i arbejdsgivers forhold, fx omstrukturering, eller i dine forhold, fx manglende kvalifikationer eller samarbejdsproblemer.
Bliver du sagt op pga. dine egne forhold, skal du normalt først have fået en advarsel.
Når du bliver sagt op, skal du enten arbejde i opsigelsesperioden, eller du kan blive fritstillet. Det er arbejdsgivers afgørelse.
Helt særlige regler gælder, hvis du bliver bortvist.
Hvis du er privatansat, og det udtrykkeligt står i din kontrakt, kan du også blive afskediget på grund af 120-dages-reglen ved sygdom.
OBS! der gælder specielle regler for afskedigelse af tjenestemænd og åremålsansatte.
-
Dine rettigheder, når du bliver fyret
Selve opsigelsen
Arbejdsgiverens bør opsige dig på skrift. Det er ikke et krav, men din arbejdsgiver kan få svært ved at bevise opsigelsen, hvis du ikke får det på skrift.
Du har krav på, at opsigelsen er saglig. For at du kan vurdere, om opsigelsen er saglig, skal du have en begrundelse for opsigelsen.Godtgørelse
Hvis opsigelsen er usaglig, og du har været ansat i mindst et år, kan du ifølge Funktionærloven få en økonomisk godtgørelse.
Godtgørelsen fastsættes skønsmæssigt og afhænger af, hvor længe du har været ansat, hvor gammel du er samt forholdene omkring opsigelsen i øvrigt.
ADO kan rådgive dig om din afskedigelse eventuelt skulle være usaglig, og om anden beskyttelseslovgivning eventuelt kan komme i spil.
Godtgørelse for anciennitet
Du har ret til en særlig fratrædelsesgodtgørelse, hvis du bliver opsagt efter mindst 12 års ansættelse.
Du har krav på henholdsvis 1 eller 3 måneders løn, hvis du bliver opsagt og på fratrædelsestidspunktet har været ansat i henholdsvis 12 eller 17 år.
Kvittér kun for modtagelsen
Du skal kvittere for modtagelsen af opsigelsen, men behøver ikke at erklære dig enig i indholdet. Har du bemærkninger til opsigelsen, er det vigtigt at fremkomme med dem.
Tag en bisidder med
Et godt råd er at tage en bisidder med til det møde, hvor din arbejdsgiver ønsker at tale med dig om dit ansættelsesforhold.
-
Ekstra ret som offentligt ansat: Høringsretten
Offentlige arbejdsgivere er omfattet af forvaltningsloven. Det giver dig som ansat en særlig ret til at blive hørt, inden der bliver truffet en endelig beslutning om afskedigelse.
Kontakt tillidsrepræsentant eller ADO
Kontakt altid ADO eller din tillidsrepræsentant, hvis du får at vide, at din arbejdsplads forventer at afskedige dig, og at du dermed har mulighed for at afgive et høringssvar.
Hvad er et høringssvar?
Høringssvaret er din mulighed for at komme med indsigelser eller oplysninger, der har betydning for den påtænkte afskedigelse. På den måde kan beslutningen om afskedigelse ske på et fuldt oplyst grundlag.
Efter høringssvaret
Hvis arbejdsgiver efter partshøringen fastholder din afskedigelse, har ADO mulighed for at kræve en forhandling om særlige vilkår for afskedigelsen.
Det kan fx handle om muligheden for fritstilling, et forlænget opsigelsesvarsel eller hjælp til den videre jobsøgning.
Der kan også her ligge en afklaring om optjent ferie og afspadsering.
Om der er et rum til forhandling, vil afhænge af omstændighederne i den konkrete sag, og om den økonomiske ramme, der er til rådighed.
Dine pligter under høringen
Både under partshøringen og i opsigelsesperioden har du pligt til at udføre dit arbejde som vanligt, med mindre du konkret aftaler en fritagelse fra arbejdet med din ledelse.
-
Opsigelsesvarsler fra arbejdsgivers side
Hvor langt opsigelsesvarsel din arbejdsgiver har over for dig som funktionær, afhænger af, hvor længe du har været ansat:
- I prøvetiden (tre måneder): 14 dages varsel, senest ved udgangen af 2 måneder og 2 uger
- Indtil 5 måneders ansættelse: 1 måneds varsel
- Indtil 2 år og 9 måneder: 3 måneders varsel
- Indtil 5 år og 8 måneder: 4 måneders varsel
- Indtil 8 år og 7 måneder: 5 måneders varsel
- Herefter: 6 måneders varsel
Er der prøvetid i din stilling, skal den altid fremgå af din ansættelseskontrakt. Prøvetiden kan maks. vare tre måneder.
Pjece om opsigelse
DDD har udarbejdet pjece, hvor du kan læse om, hvad man skal være opmærksom på i forbindelse med en opsigelse.
"Sagt op - Hvad kan jeg gøre - Og hvad skal jeg gøre"