Etablering af virksomhed
Når du begynder som selvstændig, vil der være områder, hvor du ikke har de samme muligheder og rettigheder som en lønmodtager.
Er du selvstændig, er der en række forhold, du skal være opmærksom på. De ansættelsesretlige love som fx funktionærloven, ferieloven og arbejdsmiljøloven samt regler vedrørende kompensation fra Lønmodtagernes Garantifond ved konkurs gælder ikke for selvstændige.
Arbejdsskadeforsikring
Hvis du ansætter personale, skal du være opmærksom på, at du er forpligtet til at tegne en arbejdsskadeforsikring i et godkendt forsikringsselskab.
Erstatningsansvar
Som selvstændig erhvervsdrivende kan du pådrage dig et erstatningsansvar i forbindelse med de opgaver, du udfører for andre. Du har mulighed for at tegne en erhvervsansvarsforsikring, som kan dække rådgivningsfejl eller fejl ved arbejdets udførelse. Du bør læse betingelserne grundigt, idet de kan variere fra selskab til selskab, således at du får lige præcist den forsikring, du har brug for.
Iværksætterkursus
Vær opmærksom på, at nogle kommuner udbyder iværksætterkurser, hvor du bliver introduceret til vigtige emner i forhold til at starte og drive virksomhed. Samtidig møder du andre iværksættere, som du kan netværke og dele erfaringer med. Københavns Erhvervshus tilbyder fx både kurser og workshops, som er gratis.
Markedsføring
Når du starter en ny virksomhed, kan markedsføring være nødvendigt for at udbrede kendskabet til din ekspertise. Du kan annoncere i telefonbøger, aviser, på egen hjemmeside osv. Ligeledes kan du sende annoncer ud pr. post.
Du må derimod ikke sende e-mails, fax eller anden elektronisk kommunikation med reklame og tilbud om at afsætte varer eller tjenesteydelser - med mindre modtageren har anmodet om det.
Hvis du fra forbrugeren har modtaget den elektroniske adresse, må du gerne markedsføre dine produkter eller ydelser over for vedkommende. Men forbrugeren skal have mulighed for at afvise, både når forbrugeren oplyser dig adressen og ved eventuelle fremtidige henvendelser. Afvisningen skal kunne ske let og uden udgifter for forbrugeren. Reglerne herom finder du i Markedsføringsloven § 10 på www.retsinfo.dk
Moms
Når du sælger dine ydelser som selvstændig, skal du være opmærksom på, at mange tjenesteydelser er belagt med moms. Visse ydelser er ikke momspligtige som fx undervisning. Du finder information hos Skat om, hvorvidt den ydelse, du udbyder, er momsbelagt.
Hvis din årlige indtjening er lavere end 50.000 kr., er du ikke momspligtig. Overstiger din årlige indtjening 50.000 kr. for momsbelagte ydelser, bliver du momspligtig og skal momsregistreres hos Skat
Du skal opkræve moms hver gang, du sælger en ydelse. Til gengæld kan du som hovedregel fratække den moms, du selv betaler, når du køber ind til din virksomhed.
Registrering og navn
Din virksomhed skal registreres i CVR (det centrale virksomheds register), hvor du får et CVR-nummer. Du finder tilmeldingsblanketter på www.virk.dk eller www.cvr.dk
Hvis din virksomhed er et selskab, skal det registreres hos Erhvervsstyrelsen. Du finder oplysninger herom på ovennævnte link.
Ligeledes kan du her undersøge, hvorvidt det navn, du har tænkt dig at give virksomheden, allerede er i brug.