TR og løntilskudsjob
Som tillidsrepræsentant skal du være opmærksom på en række forhold, hvis ledige bliver ansat med løntilskud i en privat eller offentlig virksomhed.
Ledige kan blive ansat med løntilskud i en privat eller en offentlig virksomhed. Ansættelsen sker som led i en jobplan og har til formål at give den ledige arbejdserfaring og rutine.
Som tillidsrepræsentant skal du være opmærksom på en række forhold:
- Stillinger med løntilskud må ikke erstatte stillinger på almindelige vilkår.
- Det kan være vanskeligt i en tid med nedskæringer. Men prøv at afgrænse, hvad løntilskudsmedarbejderen skal udføre af opgaver og forsøg at tilpasse stillingen til den enkelte, så det undgås, at det er de samme opgaver, der kontinuerligt løses af løntilskudsmedarbejdere.
- Den nye kollega skal være en del af det kollegiale og faglige fællesskab på lige fod med alle andre. Det gælder såvel de faglige udfordringer i arbejdsopgaverne som deltagelse i det almindelige sociale og faglige liv på arbejdspladsen. Dette sker ikke nødvendigvis af sig selv. Derfor kan det være nødvendigt, at du som tillidsrepræsentant skubber på for at sikre, at den nye kollega får samme kvalitet i sine arbejdsopgaver og får samme tilbud om efteruddannelse og medarbejdersamtaler som andre kolleger og indbydes til personale- og klubmøder.
-
Løn og pension
Den ledige aflønnes i løntilskudsjobbet med en løn, der ikke må overstige dagpengesatsen. Det betyder, at den ledige ansættes med færre end 37 timer pr. uge (loven opererer med en særlig omregningsmodel for timelønnen).
Den ledige skal derimod have pension svarende til den grundløn, som vedkommende ville have fået i et ordinært job.
-
Ifølge loven
- Skal en arbejdsgiver inddrage tillidsrepræsentanten, inden ansættelse af kolleger med tilskud.
- Skal ansættelse med tilskud medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte, hvilket vil sige, at der skal være tale om merbeskæftigelse i forhold til arbejdspladsens normale beskæftigelse (merbeskæftigelseskravet).
- Vil der normalt ikke være tale om en nettoudvidelse, hvis der for nylig er afskediget eller fratrådt kolleger på almindelige vilkår i stillinger, der svarer til tilskudsstillingen.
- Skal arbejdsgiveren give tillidsrepræsentanten alle oplysninger, der er nødvendige for at kunne afgøre, om kravet om "merbeskæftigelse" er opfyldt.
- Skal vurderingen af, om kravet om "merbeskæftigelse" er opfyldt, tage udgangspunkt i antallet af beskæftigede som følge af arbejdspladsens budget. Det betyder bl.a., at antallet af ansatte med tilskud ikke kan forøges, hvis der er ansat færre end forudsat i budgettet.
- Skal der være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet af personer i løntilskudsjob og virksomhedspraktik (rimelighedskravet). I henhold til loven betyder det, at der højst må være 1 person i løntilskud/praktik for hver 5 ordinært ansatte i virksomheder under 51 ansatte (dog altid minimum 1 person) og højst 1 person pr. 10 ansatte i større virksomheder (over 50 ansatte).
- Skal tillidsrepræsentanten på forhånd inddrages i forbindelse med en ansættelse med løntilskud og skriftligt godkende, at kravet om merbeskæftigelse er opfyldt.
- Kan tillidsrepræsentanten bede sin fagforening om at deltage i et forhandlingsmøde med arbejdsgiveren, hvis der er uenighed om, hvorvidt kravene er opfyldt. Ved fortsat uenighed kan fagforeningen indkalde til mæglingsmøde med henholdsvis Finansministeriet (statslige arbejdspladser), KL (kommunale arbejdspladser) og Danske Regioner (regionale arbejdspladser).
Kan der heller ikke på dette niveau opnås enighed, kan sagen indbringes for en voldgiftsret.
-
Ansættelsesvilkår, som bør sikres for den nye kollega
Som tillidsrepræsentant bør du arbejde for, at en række kontraktmæssige forhold er i orden inden godkendelse af oprettelse af et løntilskudsjob.
Det skal helst sikres, at den nye kollega:
- Ansættes til akademisk arbejde og dermed bliver ansat efter AC-overenskomsten.
- Ikke forhindres i at få arbejde - lidt eller meget - på normale vilkår
Det sidste forudsætter, at den nye kollega efter aftale:
- Har ret til at fratræde uden opsigelsesvarsel, hvis han/hun får et job på almindelige vilkår.
- Har ret til at gå på deltid, hvis han/hun får et deltidsjob på almindelige vilkår.
- Har ret til orlov uden løn, hvis han/hun får et midlertidigt job på almindelige vilkår.
Disse forhold kan aftales i den standardkontrakt, som jobcentret skal udarbejde.
-
Forslag til formuleringer
Lønmodtagerens opsigelsesvarsler: "Lønmodtageren kan sige sin stilling op uden varsel, hvis han tilbydes ansættelse på normale vilkår."
I feltet om "Andre væsentlige vilkår" kan fx indskrives:
- "Hvis den ansatte tilbydes et deltidsjob på ordinære vilkår, kan vedkommende fortsætte sin ansættelse på deltid".
- "En tidsbegrænset ansættelse på normale vilkår, ydes den ansatte orlov uden løn i perioden."
Bemærk, at hvis den nye kollega skal til ansættelsessamtale i den normale arbejdstid, har man ifølge funktionærlovens § 16 ret til at få fri. Herudover bør der tages vidtgående hensyn til, at man fortsat er forpligtet til at være aktivt jobsøgende (fx via en ret til en ugentlig jobsøgningsdag).
-
Hvordan sikres kvalitet i job og hverdag?
Som tillidsrepræsentant kan du være med til at sikre:
- At en kollega med løntilskud får have samme introduktionsforløb som andre nyansatte og i øvrigt behandles som andre kolleger.
- At der i samarbejds- eller MED-udvalg drøftes og aftales retningslinjer for arbejdsindhold, oplæring, medarbejdersamtaler mv. i forbindelse med arbejdspladsens anvendelse af løntilskudsjob.
- At en kollega i løntilskud ansættes efter samme ansættelses- og overenskomstmæssige forhold som andre (ordinært ansatte) medarbejdere.
-
Den lediges udbytte
Den lediges gevinst ved at være i løntilskudsjob skal gerne afspejle sig på den enkeltes CV og øge muligheden for at få et job efterfølgende. Dette er derfor vigtigt, at I som arbejdsplads giver den ledige et reelt og udviklende arbejdsindhold:
- Aftal med den ledige, hvilke opgaver der skal fokuseres på, for at løntilskudsjobbet giver et godt udbytte for den ledige.
- Sørg for, at den ledige får en anbefaling med sig.