Hund med hensyn
Plakater, billeder og videoklip giver gode råd til, hvordan hundeejere kan optræde hensynsfuldt, når de går tur med deres hunde i det offentlige rum.
Med kampagnen Hund med hensyn sætter Den Danske Dyrlægeforening og Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (DSKVE) fokus på hundeejeren i den anden ende af hundesnoren.
Hund med hensyn-kampagnen består af 10 gode råd, der opfordrer hundeejere til at vise hensyn over for andre dyr og mennesker, når de går tur på fortove, i parker og andre offentlige steder.
De 10 gode råd kan læses på foldere og plakater, der blandt andet vil være at finde hos de praktiserende dyrlæger og andre, der arbejder med hunde.
Derudover har kampagnen tilknyttet en hjemmeside www.hundmedhensyn.dk, hvor de 10 råd gennemgås og illustreres med små videosekvenser. På hjemmesiden vil man desuden kunne finde links med henvisning til steder, hvor man kan lære mere om de emner, der tages op.
Desuden vil der på kampagnens facebookside være mulighed for at diskutere og kommentere de enkelte råd, og der kan stilles spørgsmål, som medlemmer af bestyrelsen i Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (DSKVE) vil besvare.
Du kan hente materialet på www.hundmedhensyn.dk
De 10 gode råd
1. Vis hensyn over for andre
Kald din hund til dig og hold den i halsbåndet eller i kort snor, når du møder andre mennesker.
2. Hils på den gode måde
Lad aldrig din hund løbe hen mod fremmede mennesker eller fremmede hunde, før du er sikker på, at de gerne vil hilse på dig og din hund.
3. Træn et sikkert indkald
Sørg for, at du har et sikkert indkald, så du til enhver tid kan kalde din hund til dig.
4. Sørg for at din hund bliver socialiseret
Når du anskaffer dig en hvalp, så sørg for at den bliver grundigt socialiseret og miljøtrænet, så den kan begå sig blandt andre mennesker og hunde.
5. Lær hundens sprog at kende
Din hund taler med hele kroppen – med øjne, ører, hoved, hale og kropsholdning. Jo bedre du forstår din hunds signaler, jo nemmere er det for dig at forebygge, at der opstår konflikter og ubehagelige situationer.
6. Kend din hunds personlighed
Tag kun i hundeskov eller på friløbsarealer med din hund, når hunden er klar til det, og du ved, at den er god til at møde andre hunde.
7. Træn din hund
Brug træningsmetoder, som er baseret på belønning. Det handler om at belønne hunden, når den gør noget ønsket – og ignorere eller forhindre det, når den gør noget, du ikke ønsker.
8. Søg hjælp ved uønsket adfærd
Lad aldrig din hund gå med et adfærdsproblem i lang tid – jo hurtigere der bliver taget hånd om det, jo lettere er det at behandle.
9. Opfyld hundens behov
Sørg for at opfylde din hunds basale behov for kontakt, motion, aktivering og oplevelser – om nødvendigt med hjælp fra familie og venner.
10. Overhold regler og påbud
Hold din hund i snor, når du lufter den, hvis skiltningen påbyder det. Sørg for altid at samle op efter din hund.