Gå til sidens indhold

Prisen hos dyrlægen dækker mere end løn

Dyrlægen bruger måske kun 10 minutter på at tage et røntgenbillede af en skadet hundepote - alligevel koster det op mod 1.000 kr. - men det er der en god forklaring på. 

Der er intet offentligt tilskud til dyrlæger. Det betyder, at betalingen for behandlingen skal dække alle udgifter på dyreklinikken. Det vil sige løn, bygninger, moms, udstyr, forsikringer, vedligeholdelse, efteruddannelse af personalet, mv.

Lønninger

Ud over lønninger til dyrlæger er der udgifter til veterinærsygeplejersker og -elever samt personale til rengøring og telefonpasning (reception).

Avanceret udstyr

En moderne dyreklinik har meget udstyr. Eksempelvis kan et nyt røntgenapparat koste 130.000 kr., og et artroskop (et apparat til at foretage kikkertoperationer i led) kan koste 250.000 kr.

Foruden disse apparater er der daglige udgifter til operationsudstyr, kanyler, sprøjter, forbindstoffer og blodprøveglas.

Dertil kommer vedligeholdelse af udstyret - fx skal røntgenapparater leve op til en række krav fra myndighederne.

Klinikken er også nødt til at investere i it-systemer, der holder styr på tidsbestillinger, medicinkataloger og journaler på hver enkelt dyr, der er behandlet i klinikken.

Bygninger

Udgifter til bygninger skal betales over dyrlægeregningen. Dyrlæger i byerne betaler ofte en høj husleje for en central placering, som gør det nemt for dyrene og deres ejere at komme frem til klinikken. Og mange klinikker har også plads til indlagte patienter.

Forsikringer

Også forsikringer er en post på budgettet. Både de forsikringer, dyrlægen har pligt til at betale som arbejdsskade- og erhvervsansvarsforsikringer samt sygedriftstabsforsikringer og forsikringer for inventaret for at få dækket eksempelvis røntgenapparater mod elektriske fejl.

Moms på hele dyrlægeregningen

Regningen for få trukket en tand ud på en hund hos dyrlægen bliver helt automatisk 25 % dyrere end regningen for at få trukket en mennesketand ud hos tandlægen. For der er moms på alle regninger fra dyrlægen, mens tandlægeregningen er fri for moms.

Momsloven fritager alle sundhedsydelser fra moms hos tandlæger, læger, hospitaler, fysioterapeuter og kiropraktorer. Men det gælder ikke behandlinger hos dyrlæger. 

Sygeforsikring af hund og kat

Både hunde og katte kan sygeforsikres fra de er omkring tre måneder. En sygeforsikring dækker de fleste udgifter ved sygdom - og på den måde slipper ejeren af dyret for økonomiske bekymringer, hvis katten akut skal opereres for urinvejssten, eller hvis hunden får allergi, som skal udredes og behandles.

Priseksempel - sterilisation af en hunhund 

Hundens ejer betaler eksempelvis 3.900 kr. Herfra skal der trækkes momsen på 25 % - og derved er der 3.120 kr. tilbage.

Fra hunden bliver bedøvet til opvågning, går der ca. en time.

  • Indskrivning: Receptionspersonale tager imod hunden og får skrevet den ind med alle de nødvendige oplysninger om hunden og ejeren.
  • Forundersøgelse: Dyrlægen undersøger om hunden er sund og rask og klar til operation, inden den bedøves.
  • Narkose: Når hunden er bedøvet, bliver den overvåget af en veterinærsygeplejerske, der også gør den klar til operation. Fx skal maven barberes og rengøres, og operationsudstyret skal gøres klar.
  • Operation: Nu er dyrlægen klar til at sterilisere hunden. Det er et indgreb, der almindeligvis kan klares på 30-45 minutter.
  • Opvågning: Veterinærsygeplejersken overvåger, at hunden kommer til bevidsthed igen efter bedøvelse, og at den får den korrekte smertebehandling, så den ikke vågner op med smerter i operationssåret.
  • Hjemsendelse: Dyrlægen udskriver hunden sammen med receptionspersonalet.