Akademikernes A-kasse har fået ny direktør
Akademikernes A-kasse (AKA) har ansat Villy Dyhr, 54, som ny adm. direktør. Han tiltræder jobbet den 1. maj.
Villy Dyhr kommer fra en stilling som forbundssekretær i fagforbundet HK, hvor han har været de seneste knap 10 år.
AKAs kommende adm. direktør har også været chef for Corporate Responsibility i DONG Energy (nu Ørsted), ligesom han i en årrække var politisk chef i Forbrugerrådet. Han også har været formand for tænketanken CEVEA.
AKAs nyligt valgte formand Thomas Damkjær Petersen glæder sig sammen med a-kassens bestyrelse over, at det er Villy Dyhr, som nu bliver ny adm. direktør i AKA.
- Jeg og den øvrige bestyrelse er utrolig glade for, at Villy Dyhr bliver ny adm. direktør i AKA. Han har på mange måder alle de egenskaber og kompetencer, der skal til. Først og fremmest er Villy Dyhr et dygtigt fagligt menneske, som kommer med en baggrund i fagbevægelsen og dermed en forståelse for, hvad det vil sige at skulle stå i spidsen for Danmarks største a-kasse. Dernæst har Villy Dyhr en høj grad af integritet. Det er der brug for i dette job på nuværende tidspunkt, hvor tilliden til AKA skal genskabes, siger Thomas Damkjær Petersen.