Ny undersøgelse af online-markedet for salg af hundehvalpe bekræfter problemerne
Overalt i Europa er online-handel med hundehvalpe et stort problem. Stikprøveundersøgelser viser, at op mod 90 % af hvalpene handles enten med falsk id-mærkning, illegalt, syge eller alt for unge. Det bekræfter en ny undersøgelse, der er gennemført på tværs af EU-landene.
Online-salg af hundehvalpe er desværre et marked i vækst. Handlen foregår over de europæiske grænser og udfordrer den fysiske kontrol ved grænserne og de enkelte landes lovgivning på området.
Den Danske Dyrlægeforening følger udviklingen på området bl.a. via deltagelse i internationale netværksfora og dialog med Fødevarestyrelsen og dyrlægerne landet over.
Som led i øget fokus på illegal handel med hunde vedtog Europakommissionen i 2018 en koordineret indsats om online-salg (recommendation on an EU Coordinated Control Plan (CCP) on online sales of dogs and cats) mellem de enkelte EU-lande. Danmark valgte at bidrage til den frivillige analyse af markedet ved at undersøge danske online-tjenester med hensyn til salg af hunde og katte over en fire måneder lang periode fra oktober 2018 til februar 2019. Fødevarestyrelsen kontrollerede i denne periode et stort antal annoncer - og samlet set har de deltagende lande fulgt op med kontrol i cirka halvdelen af tilfældene.
Analysens resultater
87 % af de annoncer, der blev kontrolleret i EU, vedrørte hunde og manglede den krævede information om både dyrene og sælger.
I de tilfælde, hvor myndighederne i EU fulgte op med inspektioner, kunne man typisk konstatere følgende problemer:
- Dyrene var for unge og ikke raske
- Dyrene var ikke vaccinerede eller behandlede
- Dyrene havde falsk ID-mærkning
- Dyrene blev illegalt transporteret til nabolande.
Disse iagttagelser stemmer godt overens med, hvad vi oplever i Danmark som de største udfordringer med illegal import af hundehvalpe.
De deltagende lande har foreslået løsninger for at komme de store problemer til livs, herunder:
- Uddannelsesmateriale til borgere
- Krav om guidelines til alle online tjenester vedrørende salg af hunde og katte.
Du finder hele rapporten her: The EU coordinated control plan for the official controls on online sales of dogs and cats: Analysis of the results
Dyrlægeforeningen arbejder videre med, hvordan vi bedst muligt kan sætte fokus på at bekæmpe den illegale handel med særligt hvalpe i Danmark. DDD vil derfor fortsat være i dialog med bl.a. Fødevarestyrelsen om problemstillingen og om, hvordan vi bedst løser opgaven.
Læs også: Manglende sporbarhed og kontrol giver illegal hundehandel frit spil (DVT nr. 3/2019)