Gå til sidens indhold

Ophør af autovacciner: Der skal findes en løsning nu

Den 11. oktober er det sidste frist for, at dyrlæger kan bestille autovacciner. ”Det er uprofessionelt og dybt uacceptabelter”, fastslår Dyrlægeforeningens formand.

Løsdrift_farestald.gif

Som følge af at DTU Veterinærinstituttet lukker og slukker ved årsskiftet, har Dianova meddelt, at de ophører med at sælge bl.a. ikke-registrerede vacciner og autovacciner med udgangen af 2019. Sidste frist for bestilling af autovacciner er allerede den 11. oktober 2019. 

Ifølge Lægemiddellovens §30 er det DTU Veterinærinstituttet/Dianova, der efter anmodning i særlige tilfælde og i begrænset mængde må sælge eller udlevere sera, vacciner, specifikke immunglobuliner og andre immunologiske testpræparater, der ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse. Og det stopper i forbindelse med, at DTUs myndighedsopgaver overføres til KU/SSI, hvorfor der skal findes en anden løsning per 1. januar 2020. Og lige nu er der ikke fundet en løsning.

- Det er uprofessionelt og dybt uacceptabelt, at der endnu ikke er udsigt til en løsning, siger formand for DDD Hanne Knude Palshof.

Den Danske Dyrlægeforening har i samarbejde med Landbrug & Fødevarer i al hast sendt et brev til sundhedsministeren og fødevareministeren med en kraftig opfordring til hurtigst muligt at finde en midlertidig løsning.

- Der må findes en løsning, om det så bliver i 11. time. Vi har forklaret situationens alvor og mulige konsekvenser for dyrs sundhed og velfærd og ikke mindst antibiotikaforbruget, hvis der bliver en periode, hvor autovaccinerne ikke er tilgængelige, fastlår DDD-formanden.

Ved årsskiftet kan problemet også opstå for de øvrige lægemidler omfattet af §30, fx ikke-registrerede vacciner og plasmaprodukter.

- Vi har derfor også opfordret ministrene til omgående at igangsætte en proces, der kan sikre en langsigtet løsning på bestilling af autovacciner - og ligeledes en proces for at finde en fremtidig løsning for godkendelse og distribution af alle §30-lægemidlerne, herunder også ikke-registrerede vacciner og plasmaprodukter, siger Hanne Knude Palshof.

Læs mere om ophøret af salget af ikke-registrerede vacciner og autovacciner hos Dianova