Kontrakt
Når du skal ansættes i et studiejob, er det vigtigt, at de vilkår, som virksomheden tilbyder dig, bliver skrevet ind i en ansættelseskontrakt.
Uanset om din ansættelse er fast eller tidsbegrænset, bør du og din arbejdsgiver færdigforhandle og underskrive kontrakten, inden du tiltræder jobbet.
En ansættelseskontrakt er sammensat af såvel rettigheder som pligter for dig som ansat, derfor skal du være indforstået med, hvad der står i kontrakten, og hvilken betydning indholdet har for dig.
Du har krav på en ansættelseskontrakt, hvis du skal arbejde mere end 1 måned og i gennemsnitligt mindst 8 timer om ugen. Kravet om en kontrakt gælder, uanset om du ansættes hos en offentlig eller privat arbejdsgiver.
I kontrakten skal der som minimum stå oplysninger om:
- Arbejdsgiver
- Arbejdssted
- Arbejdsopgaver
- Ansættelsesdato
- Varighed af ansættelsen
- Ferie
- Opsigelsesvarsel
- Løn
- Arbejdstid, evt. overarbejde
- Evt. overenskomst.
DDD har udarbejdet en studenterkontrakt ved ansættelse hos en privat arbejdsgiver, som indeholder de punkter, en kontrakt som minimum skal indeholde, samt vilkår, som DDD anbefaler, du bliver omfattet af. Ved ansættelse hos en offentlig arbejdsgiver vil mange af dine vilkår følge direkte af overenskomsten.
I DDD ser vi gerne din kontrakt igennem, inden du skriver under. Det er en god lejlighed til at gennemgå de forskellige vilkår, og hvad de betyder.