Velgørende arbejde
For mange dyrlægestuderende kan det være både meningsfuldt og spændende at rejse ud i verden og være med til at forbedre forholdene for blandt andet gadehunde. Men der kan være faldgruber, du skal være opmærksom på.
At rejse ud i verden og være med til at forbedre forholdene for blandt andet gadehunde er tiltalende. I bedste fald er det en god blanding af et eksotisk rejsemål og oparbejdelse af rutiner i fx neutralisation – og oveni har det velgørende dyrlægearbejde positiv indvirkning på lokalmiljøet i det pågældende område.
Men der kan være faldgruber ved sådanne projekter, og derfor har Federation of Veterinarians of Europe (FVE) udarbejdet en tjekliste, der kan være god at holde sig for øje, inden man tager af sted.
Få styr på disse spørgsmål, inden du tager af sted for at lave velgørende arbejde:
- Er den pågældende velgørenhedsorganisation lovligt etableret, og er det nødvendige papirarbejde i orden?
- Vil jeg lovligt kunne udøve veterinærmedicin i værtslandet?
- Hvilke faglige regler og lovmæssige krav gælder for mig i værtslandet?
- Vil jeg komme til at arbejde efter passende faglig standard?
- Hvad bliver min jobbeskrivelse?
- Vil arbejdet foregå i samarbejde med kolleger eller andre velgørende organisationer i værtslandet?
- Vil jeg komme til at arbejde i et risikofyldt miljø?
- Vil jeg være dækket af en rejseforsikring og være omfattet af ansvarsforsikring, hvis noget går galt?
- Hvilke lægemidler får jeg lov til at tage med og/eller bruge i værtslandet?
- Vil min indsats have en positiv og bæredygtig indvirkning på lokalsamfundet og de involverede dyrs sundhed og velfærd?