DA indgår aftale med ADO om arbejdsfordeling
DA og ADO har indgået en aftale om arbejdsfordeling. Aftalen gør det muligt at nedsætte den aftalte arbejdstid i en begrænset periode for at undgå afskedigelser. Aftalen omfatter ikke Serviceforbundet (veterinærsygeplejerskernes fagforeningen).
Det er lykkedes DA at indgå en central aftale med ADO om arbejdsfordeling. Arbejdsfordelingen skal aftales for virksomheden som helhed eller for en virksomhedsafdeling - og det betyder, at aftalen om arbejdsfordelingen kun kan benyttes i de virksomheder, hvor der ikke er veterinærsygeplejersker.
ADOs og DAs aftale om arbejdsfordeling er et supplement til den nuværende overenskomst i klinisk praksis. Aftalen er begrænset til 3 måneder og gælder frem til 1. juli 2020.
Medarbejderne kan modtage supplerende dagpenge fra deres a-kasse i den periode, hvor der ikke arbejdes. Når en virksomhed aftaler arbejdsfordeling, er medarbejderne derfor ikke fuldt beskæftigede, men arbejder nogle dage og får løn fra virksomheden for disse dage, mens de går ledige de andre dage.
Ordningen er frivilligt og kræver enighed blandt ansatte.
DA håber stadig på, at der kan indgås en aftale med Serviceforbundet. Formanden for DA, Steen Bo Larsen, udtaler:
- Vi er rigtig glade for, at det lykkedes, at indgå en aftale med ADO, men desværre har det ikke været muligt at få en aftale med veterinærsygeplejerskernes fagforening, hvilket er trist, idet aftalen om arbejdsfordeling derfor ikke kan bruges hos alle virksomheder. Vi er i dialog med veterinærsygeplejerskernes fagforening og ser måske en åbning, men bolden ligger lige nu hos dem, siger Steen Bo Larsen.
Se for de øvrige betingelser for aftalen og arbejdsfordeling her
Generelt om arbejdsfordeling
Arbejdsfordeling er en ordning, hvor virksomheden nedsætter den aftalte eller overenskomstmæssige arbejdstid i en begrænset periode for at undgå afskedigelser.
Arbejdsdelingen skal aftales for virksomheden som helhed eller for en virksomhedsafdeling. Der kan derfor også aftales flere arbejdsfordelingsordninger på en virksomhed, så længe vilkårene er ens inden for den enkelte afdeling.
Alle i enheden/afdelingen skal være enige om at gå på en arbejdsfordelingsaftale. Aftalen kan ikke indgås, hvis ikke der er enighed.