Gå til sidens indhold

Import af hunde

Import af hunde til Danmark er ikke uden sundhedsmæssige risici for andre hunde og mennesker.

Scanstockphoto Image 901028

Der er gennem de seneste år sket et markant stigning i international trafik med hunde. Det gælder både hunde, der handles, herunder gadehunde, og ulovlig import. Samtidig er der mange hunde, der rejser med på ferie.

Den øgede aktivitet over landegrænser medfører en større risiko for at indføre en række alvorlige og smitsomme sygdomme til Danmark, der kan påvirke både hunde og mennesker.

Risiko for at indføre smitte

Den Danske Dyrlægeforening ønsker at skabe opmærksomhed på de smitterisici, der især forekommer ved køb af hunde i udlandet.

DDD opfordrer kommende hundeejere til at forberede sig, før de køber hund i andre lande og undersøge, hvilke risici der eventuelt måtte være forbundet med at få en udenlandsk hund indført til Danmark.

Ligeledes bør hundeejere forberede sig på den eventuelle smitterisiko for familiens hund, hvis den skal med på en udlandsrejse. Ved at tale med en dyrlæge forud for rejsen kan man få afklaret denne risiko og forebygge, at hunden, som er med på ferierejse, bliver smittet med alvorlige sygdomme.

Smitterisici er kortlagt i flere undersøgelser

DTU Veterinærinstituttet har udarbejdet en kvalitativ analyse af risikoen for, at specifikke sygdomme indføres til Danmark ved køb af hund i andre lande.

Det fremgår af rapporten, at der er risiko for at indføre en række meget alvorlige smitsomme sygdomme med hunde fra de øst- og sydeuropæiske lande, hvoraf flere er sygdomme, som kan overføres fra dyr til mennesker (zoonoser).

Hent rapport fra DTU om smitterisici ved indførsel af hund

Mattilsynet i Norge har ligeledes udarbejdet en rapport, baseret på undersøgelser af blodprøver og afføringsprøver fra henholdsvis 80 og 70 gadehunde, der blev indført i Norge i 2012. Der blev bl.a. undersøgt for Rabies-antistoffer og forskellige parasitter, der ikke forekommer i Norge.

Det norske veterinærinstituts rapport om dyresygdomme i gadehunde fra Østeuropa
Advarsel mod indførsel af gadehunde

I en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Københavns Universitet har man forsøgt at identificere organisationer, der bidrager til import af gadehunde fra andre europæiske lande, ligesom man har besøgt udenlandske internater.

Undersøgelsen involverede også en spørgeskemaundersøgelse blandt dyrlæger i familiedyrspraksis, der tilsammen har undersøgt 4.549 formodede gadehunde importeret til Danmark samt interviews med dyrlæger med særlig erfaring med gadehunde.

Hent KU-undersøgelse – Import af gadehunde til Danmark

På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan du læse mere om smitterisici ved indførsel af hunde til Danmark fra andre lande og kontrolkampagnen om ulovlig omsætning af hunde, herunder kommerciel import.

Den Danske Dyrlægeforening ønsker et importforbud af gadehunde

Sidste år indførte Norge et forbud mod import af gadehunde. Forbuddet gælder kun hunde, der ikke har været i privat varetægt i mindst seks måneder inden importen.

Med baggrund i de norske erfaringer og undersøgelserne, der dokumenterer, dels risiko for at indføre en række alvorlige og smitsomme sygdomme til Danmark, dels at der er grund til bekymring for, hvorvidt alle importerede hunde opfylder importkravene, mener DDD, at Danmark bør følge Norges eksempel. Det er vanskeligt at kontrollere hundenes reelle sundhedstilstand forud for en import, og derfor mener vi, at et forbud lig det norske er den bedste løsning.