Gå til sidens indhold

Opsplitning af lægemiddelpakninger

DDD ønsker at gøre opsplitning af lægemiddelpakninger mulig i praksis.

Den 1. januar 2019 blev det lovligt for dyrlæger at opsplitte lægemiddelpakninger og udlevere afmålte mængder medicin til behandling af dyr.

Det er en stor sejr for Dyrlægeforeningen, at denne løsning endelig er blevet mulig. Vi har længe arbejdet for sagen, for bl.a. at undgå unødige rester af antibiotika hos dyreejere. Dermed er der nemlig risiko for, at den overskydende medicin i nogle tilfælde tages i brug af dyreejeren ved ny sygdom hos dyret eller videresælges til andre. I værste fald resulterer dette i fejlmedicinering, resistensudvikling og forringet dyrevelfærd.

Derfor har DDD i årevis arbejdet på, at dyrlæger skal kunne udlevere afmålte mængder af medicin gennem ændring af reglerne om tilladelse til at opsplitte lægemiddelpakninger til veterinært brug.

Hjælp til dyrlæger i klinisk praksis

Men strenge dokumentationskrav har efterladt dyrlæger med megen ringe lyst til at anvende ordningen. Dokumentationsbyrden er urealistisk stor, og gør det svært for dyrlægen.

DDD har derfor udarbejdet en vejledning til brug i praksis, som understøtter dyrlægen i sit daglige virke i forbindelse med opsplitning af lægemidler til veterinært brug.

Vejledning bidrager med forklarende tekst til den nye bekendtgørelse, procedurer og instrukser til anvendelse i klinikken samt information til dyreejere.

Du finder en e-version af vejledningen her

Vejledningen udkommer også i en trykt version, som udsendes ultimo juni 2019 til alle praksisejere, der er medlemmer af Dyrlægeforeningen.